Flest danskere ønsker euroen
Der er flere danskere, der er for at skifte kronen ud med euroen, end der er danskere, der er imod. Det viser en Gallupmåling foretaget for Berlingske Tidende.49 procent siger ja til euroen mod 42 procent nej-sigere. Ni procent svarer ‘ved ikke’.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har flere gange på det seneste sagt, at vi får en afstemning om euroen. Og i marts måned sagde han til den tyske udgave af Financial Times, at det kommende efterår kunne være en god lejlighed.
I næste måned afleverer Dansk Institut for Internationale Studier en rapport om, hvad de danske undtagelser betyder for danskernes dagligdag.
Herefter går Folketingets ja-partier i gang med at diskutere en køreplan for afstemningerne om forbeholdene.
Modstanderne stadig imod
Dansk Folkeparti og SF er stadig imod at skifte kronen ud med euroen.
Dansk Folkepartis europaordfører Morten Messerschmidt efterlyser gode argumenter for et ja til euroen.
- Det er jo aldrig gået bedre i Danmark siden 2000, så argumenterne fra dengang er faldet fra hinanden. Og jeg tror ikke, at ja-sigerne kan køre en hel valgkamp med et argument om, at vi er nødt til at sidde med ved et eller andet diffust bord, siger han til Berlingske Tidende.
SF siger også nej til den fælles mønt. Trods den nye måling er gruppeformand Ole Sohn fortrøstningsfuld.
- Udfordringen bliver blot større. Der er saglige grunde til at se på rets- og forsvarsforbeholdet, men ikke umiddelbart fornuftige grunde for euroen, siger han.
Kilde: Dr.dk